Information om manglende servicering af brandhaner
Kirke Hyllinge vandværk har igennem en årrække forsøgt at få en dialog med beredskabets i Lejre Kommune om servicering og vedligeholdelse af brandhanerne i vores forsyningsområde.
Vi er flere gange blevet lovet at dette ville blive udført, men eftersynet er nu igen desværre blevet udskudt til december 2025.
Den 19. august har vi derfor fremsendt et bekymringsbrev til politikerne i Beredskabskommissionen og Udvalget for Trafik, Miljø og Byggeri i Lejre Kommune, hvor vi gør opmærksom på risikoen ved beredskabets manglende servicering og vedligeholdelse af brandhanerne.
Da brandhanerne er direkte forbundet til vores drikkevandsnet, kan de erfaringsmæssigt udgøre en potentiel indgang for forurening, især i tilfælde af:
- lavt tryk i ledningsnettet, som kan medføre tilbageløb af forurenet vand
- defekte eller utætte ventiler, der ikke længere sikrer en tæt adskillelse til forsyningsnettet
Service i vores forsyningsområde er senest udført i 2021, og ifølge gældende retningslinjer skal dette ske hvert år. Det vil sige, fristen er på nuværende tidspunkt overskredet med 4 år.
Bestyrelsen er jf. Vandforsyningsloven pålagt at sikre vandforsyningen og at anlæggene drives og vedligeholdes forsvarligt, herunder også med henblik på at beskytte drikkevandet mod forurening. Vi vælger derfor at informere vores andelshavere og forbrugere om at den manglede servicering, i visse tilfælde kan medføre en forringelse af drikkevandskvaliteten.
Vi arbejder forsat intenst på at få udført service og skylning af brandhanerne hurtigst muligt, og vil i mellemtiden have ekstraordinær fokus på vandkvaliteten og informere forbrugerne i tilfælde af tegn på kontaminering.